Vi har lavet en vejledning i, hvordan man bedst undgår at cyklen får skader og skrammer. Læs den og pas på din cykel: Undgå hensynsløs cykelparkering
Regler for cykelparkering i gården
Ladcykler
Vores cykelskure er ikke dimensioneret til ladcykler. Dels optager de uforholdsmæssigt meget plads, dels er der ikke gode muligheder for at låse dem.
Der er derfor lavet særligt afmærkede pladser for ladcykler ved siden af tørrestativerne.
Parkering af ladcykler i gården kræver individuel tilladelse fra gårdlauget. Parkeringstilladelse gives efter begrundet ansøgning og gælder for et år ad gangen på anvist plads.
Køretøjer, som uden tilladelse er henstillet i gården, vil af gårdlauget blive aflåst og efter 30 dage placeret udenfor gården.
Motorcykler og knallerter
Motoriserede køretøjer er uønskede i gården og henvises til de omliggende gader.
Gårdlauget kan i ganske særlige tilfælde og efter begrundet ansøgning give tilladelse til parkering af motorkøretøj på særligt anvist plads. Tilladelsen gives individuelt, gælder ét år ad gangen og er betinget af, at gårdlaugets anvisninger følges, og at motorkøretøjet bærer gyldig nummerplade.
Køretøjer, som uden tilladelse er henstillet i gården, vil af gårdlauget blive aflåst og efter 30 dage placeret udenfor gården.
Cykelrazzia
Cykelskurene er til cykler, som anvendes - ikke til opmagasinering. Vi har jævnligt brug for at få tyndet ud i de cykler, som ikke længere benyttes og dermed fylder unødigt op i gård og cykelskur. Et par gange om året gennemfører vi derfor en cykelrazzia.
Det foregår således:
- På en given dato sætter vi et bånd på alle cykler.
- Hvis du bruger din cykel, fjerner du båndet.
- Efter 30 dage samler vi de cykler sammen, som stadig er afmærket med bånd.
- De indsamlede cykler bliver fjernet som hittegods.
Der er razzia startende 25-04-2026.